Vi afprøver nye platforme – kom og vær med!

2 min

Det har været overvældende at se, hvor mange af jer der allerede har skrevet til os, delt jeres erfaringer med nye platforme og efterspurgt hjælp til at finde et nyt sted hen. Det vælter ind med gode tips, guides og spørgsmål. Tusind tak, det varmer!

Vi kan ikke støtte jer alle enkeltvis, men det er heldigvis heller ikke nødvendigt. Der er mange af jer derude, der er meget mere inde i de specifikke platforme end os. Formålet med at etablere disse grupperum er derfor at skabe plads til, at I kan hjælpe hinanden.

Vi byder ind, men vi modererer ikke

Vi er en frivillig organisation med begrænsede ressourcer. Det betyder, at vi kommer til at tjekke ind på platformene i ny og næ, men vi kan ikke være til stede hele tiden eller moderere samtaler. Fællesskaberne lever og ånder med jer, der deltager.

Vælg ét sted at starte – ingen forventning om at være alle steder

Vi har valgt at starte på fire alternative platforme, hvor man kan have digitale grupperum, og som respekterer brugernes privatliv og opmærksomhed. Ingen aggressiv datahøst eller tricks til at holde dig fast på skærmen. De tjener penge på andre måder end ved at sælge dine data eller din opmærksomhed.

Digital Stemme har et tæt samarbejde med én af dem – Meningspunktet – men de andre tre er også gode alternativer. Der er ingen forventning om, at du skal være på dem alle. Tværtimod: vælg dér, hvor du har mest lyst til at starte. Hver platform har sin egen karakter. Find den, der passer dig bedst.

Meningspunktet (dansk)

Fokus på lokal samtale og "det digitale landsbytorv". Du skal bruge MitID til at oprette dig, så der kun er ægte personer på platformen. Data opbevares på dansk jord. Findes kun som hjemmeside indtil videre. Kampagnen er oprettet som kanal, der minder meget om en gruppe, men er god til lidt længere opslag.

Digital Stemme har i lang tid arbejdet på at komme på Meningspunktet, og vi er glade for at vi var den første organisation, der blev oprettet derinde - og snart får selskab af DR.

SOCii (dansk)

Dansk alternativ med fokus på foreninger, grupper og fællesskaber. Fokus på privatliv og ingen MitID-krav. Gratis for brugere. Findes både som hjemmeside og app (iOS og Android). Kampagnen er oprettet som gruppe på SOCii, der har de samme funktioner, som du allerede kender fra Facebook.

Hudd (norsk)

Norsk platform med fokus på nabolag og lokalsamfund. Kræver MitID ved oprettelse for at verificere dig som bruger. Ingen algoritmer – du skal aktivt følge for at få indhold til dit feed. Blev lanceret i Danmark for nylig. Kampagnen er oprettet som gruppe på Hudd, så du vil genkende mange funktioner fra Facebook.
Findes pt kun som app.

Boblberg (dansk)

Danmarks største platform for at finde nye venskaber og fællesskaber. Over 500.000 brugere. Samarbejder med 50+ danske kommuner. Gratis for brugere. Findes både som hjemmeside og app. Boblberg er særligt godt til dig, der gerne vil finde personer for at mødes og hjælpe hinanden - enten fysisk i jeres lokalområde, eller online ved at lave en "boble".

Find os på alle fire:

På alle platforme finder I foreningen 'Digital Stemme' og fællesskabet 'Danmark Skifter'. Her kan I møde andre, dele tips og guides, og hjælpe hinanden godt i gang.

Skriv til mette@digitalstemme.dk hvis du har svært ved at finde frem :)

Vi evaluerer løbende og bliver klogere

Dette er et eksperiment, og vi lærer undervejs. Mangler vi en platform, som I mener burde være med? Så sig til, så kigger vi på det. Og hvis det viser sig, at en gruppe ikke fungerer som tiltænkt, kan det være, vi trækker os igen. Vi må prøve os frem og hjælpes ad her i starten.

Kom og vær med!

Del