Kampagnen er gået i gang, og responsen er god. Med flere end 4.300 tilmeldte på bare en uge føles det lidt som at sætte ild til tørt brænde. Der er tydeligvis mange, der har gået og ventet på at kunne gøre noget ved vores afhængighed af Big Tech.
Danmark Skifter handler om at skabe et fællesskab, hvor vi sammen kan forme den digitale hverdag, vi gerne vil have . Vi starter med at skifte fokus, vaner og platforme. De næste tre måneder sender vi dig ugentlige nyhedsbreve med guides, historier og inspiration frem mod Skiftedagen den 20. marts.
Her er hvad du skal vide for at komme godt i gang:
Skiftedagen: 20. marts 2026
Kampagnen kulminerer på Skiftedagen den 20. marts – sæt X i kalenderen allerede nu.
Den dag skifter vi sammen. Den 20. marts kan være dagen, hvor du inviterer din vennegruppe på en kop kaffe, og I flytter jeres gruppechat sammen. Det kan også være den dag, du deltager i en workshop, du har fundet via vores kommende eventkort på danmarkskifter.dk. Eller måske bliver 20. marts dagen, hvor du laver din egen lille testgruppe, hvor I prøver nogle nye platforme af? Eller I deler jeres erfaringer med en ny vane, organiserer en debataften med en ekspert, eller fortæller hvad I selv er blevet klogere på.
Kampagnen sørger for at koordinere dagen, og vi leverer guides og inspiration. I organiserer jer selv, sammen med dem I gerne vil bruge dagen sammen med - uanset hvordan I ønsker at gøre det.
Indtil da: Ugentlige nyhedsbreve
I perioden op til den 20. marts modtager du et ugentligt nyhedsbrev med:
- Praktiske guides til at skifte fokus, vaner og platforme. Mange af jer har allerede efterspurgt en guide til at vælge platforme. Den kommer! Men andre gode kræfter har allerede lavet guides, som I kan bruge: To af dem er med i kampagnens advisory board: Pernille Tranberg, der har lavet denne guide, og Astrid Haug, der har lavet denne guide. European-alternatives.eu giver også et rigtig godt overblik, selvom den er lidt teknisk.
- Interviews og fortællinger fra andre, der er i gang med et skifte. Vi deler historier fra andre kampagnedeltageres skifte. Ved at dele vores erfaringer, kan vi inspirere og motivere hinanden.
- Løbende nyt fra kampagnen og fællesskabet.
Vil du være frivillig i kampagnen?
Mange har allerede skrevet til os med erfaringer, råd og tilbud om hjælp. Det er fantastisk, og vi læser alt, selvom vi ikke er kommet til bunds med at svare endnu. Med andre ord - kampagnen vokser, og vi har brug for flere hænder til at bygge fællesskabet. Kunne du tænke dig at hjælpe? Vi holder et online infomøde tirsdag d. 20. januar kl. 20.00 via vores digitale mødelokale fra den danske platform Sibba, som kan tilgås via dette link.
Vi leder især efter jer der har lyst til at organisere lokale events på Skiftedagen, sprede budskabet i jeres forening eller lokalområde, eller hjælpe med andre praktiske opgaver i kampagnen.
Vi er også ved at etablere kampagnen på nogle af de nye sociale medier, så I kan udvelske erfaringer om platforme osv - hvis du gerne vil være med til at holde gang i samtalen derinde, så skriv til os på info@digitalstemme.dk.
Hvem er vi?
Digital Stemme - foreningen bag Danmark Skifter – er drevet af frivillige kræfter og er uafhængig af både partipolitiske og økonomiske interesser.
Vores arbejde bygger på research og andres erfaringer, drevet af ønsket om en digital hverdag, hvor vi bliver respekteret som mennesker, og hvor borgere har en reel stemme i digitaliseringen. Vi kommer fra civilsamfundet, ikke tech-branchen. Når vi ikke ved noget med sikkerhed, siger vi det.
Vi er pragmatiske: Vi mener ikke, at der er ét rigtigt valg for alle. Vi gør os heller ikke til dommere over, hvordan man finder sin egen digitale balance. En ting er sikkert: Du behøver ikke være teknisk ekspert for at være med. Det vigtigste er, at du har mod på at prøve noget nyt.
Og husk - du starter der, hvor du vil
Et skifte behøver ikke at være radikalt. Det perfekte må ikke stå i vejen for det mulige. Måske handler det om at skifte platform. Måske handler det om at blive klogere på de udfordringer, digitaliseringen skaber. Eller om at tænke over: Hvad ville du bruge din tid på, hvis du ikke sad fast i skærmen?
Alle handlinger gælder. Du kan godt prøve noget nyt, mens du holder fast i noget gammelt. Og når vi gør det sammen, bliver det lettere - fordi ingen skal være first mover alene. Det er hårdt at være først. Tingene virker ikke helt endnu. Dine venner er ikke flyttet derhen. Men når tusindvis af os skifter samtidig, er ingen først. Så er vi bare mange, der skifter sammen.
Hvad kan du gøre nu?
Tre ting:
- Har du aflagt dit digitale nytårsforsæt? Skriv det ned via vores værktøj på danmarkskifter.dk
- Del dit nytårsforsæt med én person i din omgangskreds, som du gerne vil skifte sammen med – og send dem linket til danmarkskifter.dk
- Skriv til os, hvis du har spørgsmål eller bekymringer. Vi bruger jeres input til at forme kampagnen.
Vi glæder os til at komme i gang.
Hilsen teamet bag Danmark Skifter