Måske overvejer du stadig, om det virkelig er nødvendigt at skifte væk fra tech-giganterne, der står bag de store platforme, vi kender fra hverdagen. Eller om det bare er for besværligt?
I et interview med Videnskab.dk giver professor Mikkel Flyverbom – en af forskerne bag Danmark Skifter – tre konkrete grunde til, hvorfor vi er nødt til at handle. Fra børns trivsel og vores egen skærmtid til spørgsmål om national sikkerhed.
Vi har fået lov til at bringe et uddrag af interviewet, men du kan læse det hele her for at blive klogere på, hvorfor dit digitale skift gør en forskel – og hvorfor vi kun kan lykkes i fællesskab.
Professor: 3 grunde til at kvitte tech-giganterne
Professor Mikkel Flyverbom er blandt forskerne i initiativet Danmark Skifter.
Platforme som Snapchat, Google og Amazon er berygtede for at bruge vores data, manipulere os til at købe særlige produkter og være mere foran skærmen, end vi egentlig har lyst til.
»Vi er nødt til at gøre os fri af de største digitale tjenester, som især kommer fra USA og ikke overholder vores helt basale samfundsregler,« siger professor Mikkel Flyverbom, der tager del i initiativet ‘Danmark Skifter’ - en kampagne for at få danskerne til at skifte digitale vaner.
Han er professor i kommunikation på CBS og efterlyser en kulturændring af vores storforbrug af Big Tech, skriver Videnskab.dk.
Her giver han 3 grunde til, hvorfor vi bør skifte vores tjenester ud:
1. Tænk på, hvad du støtter
De fleste tænker på sig selv i debatten om techgiganterne, erkender Mikkel Flyverbom.
På besværet med at skifte og på, hvor mange af ens egne venner, der bruger de samme platforme som en selv.
»Men måske bør vi i højere grad overveje, hvad det er for en grænseoverskridende adfærd og skade på andre, som vi støtter ved at benytte os af de her tjenester.«
Han tænker især på techgiganternes påvirkning af unges adfærd på Facebook, Instagram, Kick, Reddit, Snapchat, Threads, TikTok, X, YouTube og Twitch.
»Vi ved, at det kan skade børns indlæringsevne, deres opmærksomhed og lyst til at se deres venner fysisk at være på de her platforme,« siger han.
»Er det virkelig noget, som du gerne vil støtte?«
2. Tænk på din tid
Mange digitale tjenester har en forretningsmodel, som bygger på, at vi skal bruge så meget tid på dem som muligt.
68 procent af danskerne vil gerne mindske deres skærmtid, viser en opgørelse fra 2025.
I snit bruger vi 4,4 timer af vores fritid om dagen på en skærm, og otte ud af 10 opfatter os selv som helt eller delvist psykologisk afhængige af vores smartphone.
Måske burde vi overveje at skifte til tjenester med en anden tilgang, foreslår professor Mikkel Flyverbom.
»Jeg vil gerne appellere til dem, som mener, at de har brug for at kunne koncentrere sig, at have meningsfulde relationer og have tid til at dyrke motion.«
»Hvis du er optaget af bare noget af den slags, så bør du vælge nogle digitale tjenester, der understøtter det og ikke modarbejder det.«
3. Tænk på Trump
Danmark Skifter-kampagnen er ikke kun målrettet sociale medier.
Mikkel Flyverbom mener, at der er udfordringer med etik og ansvarlighed blandt de fleste af de store, kommercielle tjenester fra USA.
Derfor er det »en generel udfordring for vores nationale sikkerhed, konkurrenceevne, demokrati og trivsel«, at en stor del af danskerne bruger dem og er afhængige af dem, siger han.
»Der er reelt ikke noget tilsyn med de største digitale tjenester, som vi bruger allermest tid på. Vi ved ikke, hvordan de egentlig fungerer, eller hvordan dem, som står bag, egentlig arbejder med vores data for at manipulere os,« siger han.
EU har idømt techgiganter som Apple, Google og Facebook milliardbøder for overtrædelser af EU's forordninger.
Og i lyset af de aktuelle trusler fra USA i forhold til Grønland bør vi overveje alternativer til de amerikanske tjenester, siger Mikkel Flyverbom.
»Og så skal vi selvfølgelig forsøge at få andre med på vognen - vi kan kun gøre en forskel i fællesskab.