Forud for valget den 24. marts har vi kontaktet digitaliseringsordførerne fra alle Folketingets partier og stillet dem fire spørgsmål om borgernes digitale suverænitet. Vi ville vide: Hvad vil jeres parti konkret gøre for at sikre, at danskerne har reelle valg i deres digitale liv?
Vi bringer svarene fra alle, der er vendt tilbage. Her er Lisbeth Bech-Nielsen fra SF:
Hvad er jeres partis vigtigste konkrete tiltag for at styrke Danmarks digitale suverænitet i næste valgperiode?
Digital uafhængighed skal være en reel prioritet i næste valgperiode og for en kommende regering. Jeg og SF vil have kortlagt de vigtigste digitale afhængigheder i stat, regioner, kommuner og kritisk infrastruktur. Når den kortlægning er på plads, skal vi målrettet flytte mere offentlig IT over på open source, åbne standarder og europæiske virksomheder. Den tyske delstat, Slesvig-Holsten har vist, at det kan lade sig gøre i praksis. For os handler det om sikkerhed, robusthed og om, at Danmark og Europa igen får mere kontrol over den digitale infrastruktur.
Hvad vil SF gøre, så borgerne får reel kontrol over deres egne data — ikke bare på papiret, men i praksis?
Der skal ryddes op i den datamagt, som borgerne i dag alt for ofte er underlagt uden reelle alternativer. SF vil arbejde for mere åbenhed om, hvem der har adgang til vores data, hvor de lagres, og hvad de bruges til. Og vi vil sætte klare grænser for offentlig brug af AI, så persondata ikke sendes til tredjelande eller indgår i modeltræning uden for dansk og europæisk kontrol. Reel kontrol kræver både gennemsigtighed, politiske hegnspæle og digitale løsninger, hvor borgernes rettigheder er beskyttet fra begyndelsen, eksempelvis gennem initiativer som Eurostack.
Hvad vil SF gøre for at sikre, at demokratisk deltagelse ikke forudsætter en konto hos Meta eller X?
Det er et demokratisk problem, hvis man i praksis skal være på Meta, X eller andre platforme fra tredjelande, for at være en del af den offentlige samtale. Jeg og SF vil derfor arbejde for, at vi politisk understøtter alternativer til de amerikanske platforme, og at offentlige institutioner ikke gør sig ensidigt afhængige af dem i deres kommunikation med borgerne. Vi har brug for digitale fællesskaber, hvor borgerne kan deltage uden at blive fanget i platforme, der lever af opmærksomhed og algoritmisk styring. Et godt eksempel er det sociale medie til børn, "Flimmer" der viser, at der findes danske alternativer.
Hvad er den ene politiske forandring SF vil prioritere for at give borgerne et reelt digitalt valg?
For mig og SF er det helt afgørende, at det faktisk bliver muligt at bruge digitale alternativer. Man kan ikke med den ene hånd tale om digital inklusion og europæisk digital suverænitet, hvis man med den anden bygger offentlige løsninger, der i praksis gør borgerne afhængige af amerikanske platforme, som eksempelvis MitID der jo kun fungerer på Apple og Android enheder. Derfor vil vi prioritere krav om åbne standarder og platformsuafhængighed i centrale offentlige digitale løsninger. Samtidig viser den aktuelle interesse for at skifte til open-source, at mange borgere efterspørger et reelt digitalt valg.